FRA ILDSTED TIL SAMTALEKØKKEN
”Fra ildsted til samtalekøkken – et rumforskningsprojekt” er et undervisningsforløb om arkitektur og boligformer i fortid, nutid og fremtid. Ekstrakt har i samarbejde med DAC | Undervisning og Lejre Forsøgscenter været med til at udvikle og gennemføre et 2-ugers forløb for seks 8. klasser i Region Midt- og Vestsjælland.
Som led i en kulturaftale indgået mellem Kulturministeriet og Kulturregion Midt- og Vestsjælland er det projektets formål at styrke børn og unges kendskab til kreative processer indenfor forskellige fag. Projektet er tværfagligt og spænder bredt over fagene dansk, billedkunst, samfundsfag, historie, geografi og matematik.
Arkitekturforløbet består af teori og praktiske øvelser, hvor elevernes rumlige opmærksomhed skærpes. Gennem undervisning og øvelser udstyres de med redskaber til at reflektere over og tage stilling til de rum og den arkitektur, der danner rammen om deres eget og alle menneskers liv. Udover den tværfaglige undervisning hjemme på skolerne perspektiveres arkitekturtemaet med besøg i Lejre Forsøgscenter og rundvisning i Ørestad.
Undervejs genererer eleverne viden og lærer at forholde sig til de rum, de færdes i. Gennem forløbet kvalificeres eleverne til at arbejde med et selvstændigt projekt om arkitektur og bolig. Ekstrakt har hovedsagligt bidraget med arkitekt- og landskabsarkitektfagligt indhold til undervisningsmaterialet. Vi har gennemført rundvisninger i Ørestad og bidraget til at sikre en overordnet sammenhæng gennem hele undervisningsforløbet, med fokus på formidling af arkitektur. |